Kunstforedrag forår 2026
Tilmeld
HOLD 5
NYE VEJE – KUNSTNERISKE HØJDEPUNKTER DE SENESTE 85 ÅR
Tid: Torsdage kl. 09.45-11.45.
Sted: Domus, Ved Sønderåen 1
Pris: 4 formiddage kr. 520 inkl. kaffe.
Enkelt foredrag 160 kr.
Med: MATHILDE TEGLGAARD NIELSEN,
cand.mag. i Kunsthistorie og Medievidenskab
Vær med, når vi over otte foredrag følger kunstens udvikling i perioden 1940-2025. Vi hører om nogle af periodens mest markante kunstnere og banebrydende strømninger: Cobra, Op Art, Fluxus, Land Art, relationel æstetik m.m. Og vi slår ned på temaer, som i særlig grad har optaget kunstnere de seneste 85 år, f.eks. følelser, perception, hverdagsliv, naturen, identitet, repræsentation, forandring og frihed.
----------------------
22. januar
Kunstens mennesker – Identitetskunst
Hvem er du? Hvordan ser andre dig? Og hvordan definerer du din egen identitet? Hvordan bliver vi til dem, vi er? Fødes vi med en særlig kerne, eller dannes vores identitet af fx race, køn, seksualitet, alder, klasse, nation? Fra 1970’erne kommer der et stort fokus på repræsentation i kunsten; hvilke mennesker optræder i kunsten, og hvilket blik de bliver set med? Denne gang skal vi se identitetsspørgsmål afsøgt omhyggeligt i malerier, fotografier, skulpturer mm. af kunstnere som Carrie Mae Weems, Kehinde Wiley og Gillian Wearing.
----------------------
5. februar
Billeder overalt – Pictures generationen
Tv, film, fotografi, magasiner, reklamer, kunst. Billeder alle vegne. ’Pictures generationen’ betegner kunstnere, som kommer frem i slutningen af 1970’erne. De er vokset op i en stærkt mættet billedkultur, og i deres værker – der benytter fotografi, film, montage og appropriation – afslører de forskellige billedtypers karakteristika, virkemidler, budskaber og effekt på vores liv. Deres værker ligner ofte velkendte billeder eller billedtyper som reklamer, film stillbilleder og kunstværker og ansporer til refleksion over forholdet mellem original og reproduktion og muligheden for originalitet. Vi skal opleve kunst af Barbara Kruger, Robert Longo, Sherrie Levine og Richard Prince.
----------------------
19. februar
Kunst som samtale – relationel æstetik
Der skal to til at lave et billede. I 1990’erne fremkommer en ny slags kunst, hvor kunstens dialogiske dimension, det relationelle er det centrale; relationel æstetik. Inden for denne strømning er kunstnerens opgave at facilitere en situation, hvor værkets betydning skabes kollektivt gennem social interaktion. Værkerne vil ofte være forslag om at bebo verden i fællesskab og på en bedre måde. Jens Haanings berømte værk Take the Money and Run, 2021 rummer tomme billedrammer, men disse objekter er kun en del af værket, hvis kerne er den massive samtale om kunst, penge mm., som Haaning igangsatte. Vi oplever kunst af bl.a. Rirkrit Tiravanija, Felix Gonzalez-Torres og Olafur Eliasson.
----------------------
5. marts
Ai Weiwei – kunstner og aktivist
Tre fotografier af en mand, der smadrer en antik kinesisk vase. Manden er Kinas mest berømte, nulevende kunstner, Ai Weiwei (født 1957). Hans dramatiske, provokerende og tankevækkende værker skal opildne til handling og forandre samfundet til det bedre. Weiwei taler for frihed, ytringsfrihed og respekt for individet. Hans værker henleder opmærksomhed på social ulighed, uretfærdighed og undertrykkelse. Weiwei arbejder med mange medier og udtryksformer; skulptur, fotografi, film, installationer, performance, arkitektur, design, konceptuelle projekter og sociale aktiviteter. Vi udfolder Weiweis kunst, der ansporer til refleksion over Kinas historie, traditioner, værdier og drømme.
Undervisningssted
Praktisk information
- Hold nr:
- 5-2026
- Første møde:
- 22.01.26 kl. 09:45
- Sidste møde:
- 5.03.26 kl. 09:45
- Mødegange:
- 4
- Lektioner:
- 8
Pris
- Almen
- DKK 520,00