Mandagshøjskolen
Tilmeld
> 11. september
STINE MICHEL
Stine Michel: vokal, guitar
Henrik Goldschmidt: obo, klarinet, fløjte
Bilal Irshed: oud, percussion
Jesper Uno Kofoed: trommer, percussion, kor
Henrik Kunz: bas, kor
Robert Dueholm Stenbäck: guitar, keys, kor
Sommerfugledalen
En visuel og stemningsfuld koncert.
Med en helt særlig indlevelse har Stine Michel skrevet musik til Inger Christensens anmelderroste sonetkrans – Sommerfugledalen. Koncerten byder på musik inspireret af folk, mellemøstlige klange og klassik sangskrivertradition. Derudover er der syet særlige sommerfuglekåber, som tilfører koncerten et smukt visuelt udtryk. Kåberne er skabt af kunstneren Signe Find Larsen.
”Smuk som en sommerfugl – det var Stine Michel i de to kåber, hun bar under den koncert, hun spillede til releasen af sit nye og meget vellykkede album, Sommerfugledalen. Stine Michel har begået et storartet album. Smuk musik til en af landets mest anerkendte og elskede digtere, Inger Christensen.” (Lissen Jacobsen i Rootszone)
> 18. september ANNA LIBAK
Udlandsredaktør, forfatter og foredragsholder
Rusland og Ukraine
Den 24. februar 2022 invaderede Rusland Ukraine.
Ifølge EU og USA truer den russiske aggression med at undergrave den europæiske sikkerhedsarkitektur, som blev indstiftet med ophøret af den kolde krig i 1990’erne. Ifølge russerne er der aldrig blevet indstiftet en ny verdensorden siden Sovjetunionens opløsning. Tværtimod har EU og USA gennem NATO og EU’s aktive ekspansion mod øst undermineret alle forsøg på at etablere en ny kollektiv retsorden. Så hvad vil der ske? Går den vestlige verden i opløsning? Gør Rusland? Står vi på tærsklen til tredje verdenskrig?
Anna Libak har fulgt og advaret mod udviklingen i Rusland siden midten af halvfemserne.
> 25. september EMILIA VAN HAUEN
Kultursociolog, forfatter og foredragsholder
Ustyrlige kvinder har det sjovere
– og bidrager til et stærkere samfund i balance.
Samfundet er ude af balance – og har brug for ustyrlige kvinder, der bidrager til et mere helt og kreativt samfund.
Kvinder har traditionelt været styret på deres skønhed, seksualitet og socialitet. Og det betyder, at vi kvinder ikke har været frie til at:
Gøre os synlige på vores egne præmisser og frit tage vores plads i samfundet.
Bidrage med vores egen ubundne skaberkraft og kreativitet til fællesskabet.
Være sociale på vores egne betingelser og skabe en økonomisk og social kultur i balance.
Emilia tager på en både skarp og humoristisk måde fat i mange af de begrænsende fordomme og historier i historien og kulturen, som kvinder stadig bliver mødt med – og vender dem om, så vi kan bruge dem som en fordel. Hun sætter også skarpt på de nye muligheder verden efterspørger, og som giver kvinder nye og befriende veje til at bidrage til fællesskabet. Og så hører du også om flere inspirerende ustyrlige kvinder...
> 02. oktober JENS ANDERSEN Forfatter og foredragsholder.
KRISTIAN LA COUR
Pianist og højskolelærer Tove Ditlevsen i ord og sang
Musikalsk foredrag.
Sæt dig til rette og mød én af de største – Tove Ditlevsen. Nye digte, nye tekster og nye breve. Du får det hele og mere til, når forfatter Jens Andersen deler sin viden og fascination med os. Når ordene ikke rækker, rækker vi ud mod musikken, hvor pianist Kristian la Cour sidder klar med to buketter af Tove Ditlevsen sange og en nyproduceret Tove Ditlevsen-sangbog, som du får på dagen og må tage med hjem.
Med udgangspunkt i sin nye, anmelderroste biografi tegner Jens Andersen et hudflettende ærligt portræt, der viser Ditlevsen, som hun faktisk var, og ikke som skiftende tider har ønsket at se og forstå hende.
> 09. oktober MARIA FRIIS
Galleriejer og kunstsamler
Maria Friis begyndte at samle på kunst, da hun var først i 30’erne. Ikke for at blive samler som sådan, men for at erhverve nogle værker. Hendes samling er nu på mere end 400 værker – malerier, keramik, skulpturer, fotokunst og video. I 2022 åbnede hun ”Galleri Maria Friis” i Store Kongens gade i København. ”Der er ingen tvivl om, at jeg i høj grad føler mig som en kvindelig kunstsamler, og at jeg føler et ansvar i forhold til, hvad og hvordan jeg samler”. ”Kvinder vokser som kræfter i kunstverdenen, og vi kvindelige samlere er en del af den forandring, der sker lige nu”. Derfor er hun meget bevidst om, hvordan og hvorfor hun erhverver sine værker”.
Hun har både et økonomisk engagement i og en stor hengivenhed over for de mennesker, der arbejder hårdt for enten at lave kunst eller sørge for, at den bliver tilgængelig på den ene eller den anden måde.
»At kalde noget et dårligt køb indebærer enten, at man har haft en investering for øje, og at den ikke har vist sig profitabel, eller at man bare ikke bryder sig om værket længere”.
”God kunst kan erhverves for selv små penge”.
> 23. oktober STINE PILGAARD
Forfatter, foredragsholder
Meter i sekundet
Med udgangspunkt i bogen – og filmen – ”Meter i sekundet”, fortæller Stine Pilgaard om sit forfatterskab, om vejen fra hobby til forfattervirke. Om at debutere og hvordan man arbejder og lever som ung forfatter. Om sprogets betydning for menneskelige relationer. Om når vi mangler ord til at tale om ting og ender i gentagelser. Og om hendes store gennembrud med ”Meter i Sekundet” og 4 sange i 19. udgave af Højskolesangen, hvor ”Fortabt er jeg stadig” meget hurtigt blev bogens mest sungne sang.
> 30. oktober
HENRIK SAXGREN
Fotograf, forfatter og foredragsholder
FACE IT – hvordan man konfronterer sig med sin frygt
Henrik Saxgren hævder, at han ikke er særlig modig, men har alligevel opsøgt krige og konflikter rundt omkring i verden. Han har levet blandt bander og prostituerede i Nicaraguas slum og været på isbjørnejagt i Thule.
Hvordan finder han modet og kapaciteten til at møde disse udfordringer og er fotografiet i virkeligheden en form for terapi, som han bruger til at konfrontere sig med sin frygt. Hvordan kunne han i en alder af 60+ gennemføre de strabadserende slæderejser i Arktisk Grønland og bo med fangerne på isen i ugevis?
Saxgren fortæller om sin metode og viser billeder fra sine mest markante projekter. Et foredrag om at efterstræbe en zenagtig tilstand, hvor kun nuet eksisterer, så udfordringerne ikke hober sig op foran en og danner en uigennembrydelig mur.
> 06. november
BENJAMIN KOPPEL
Saxofonist, komponist og forfatter
Annas sang
1930’ernes København. Hannah vokser op som den yngste af fem børn i den jødiske emigrantfamilie Koppelman. Hun drømmer om at blive musiker ligesom sine brødre, og da hun bliver optaget på konservatoriet og forelsker sig i den unge idealist Aksel, er friheden og lykken inden for rækkevidde.
Men i det jødiske miljø betyder slægten og traditionerne alt, og til den viljestærke mors sorg forkaster Hannahs brødre de kvinder, ægteskabsmægleren finder til dem. En efter en gifter de sig med danske kvinder, og mor og far bliver forvist til de bagerste rækker i synagogen. Nu er det kun Hannah, der kan redde familiens ære. Skal hun ofre sig og opgive musikken og den mand, hun elsker?
”Annas sang” er en dramatisk og medrivende fortælling om pligtens pris, ensomhed og krig, men også om ukueligt livsmod og altovervindende kærlighed.
> 13. november PERRY STENBÄCK & DEKADANS
Perry Stenbäck: vokal, guitar
Christine Dueholm: trommer, kor
Ulrika Rosdahl: kor, perkussion
Henrik Kunz: kontrabas, kor
Jan Hansen: keyboards, kor
Koncertforedrag
Perry Stenbäck & Dekadans tager den nordiske sangskrivertradition under kærlig behandling med viser af bl.a Cornelis Vreeswijk, Evert Taube, Dan Andersson, Myhre/Hovland og Perry´s egne sange.
Stenbäck har en stor kærlighed til sit hjemlands troubadourer og hans fortolkninger af deres sange fremføres med stor respekt for originalmaterialet og med en sjælden nerve og autencitet. Repertoiret blandes med Perrys egne iørefaldende kompositioner.
”Stille og roligt. Idiotisk musikalsk, dovent swingende, dejligt dynamisk og først og fremmest vanvittigt velspillet og sunget”. (Musikanmelder Steffen Jungersen)
> 20. november
ANJA C. ANDERSEN
Professor i astronomi og astrofysik
Universet
Anja C Andersen giver os med stor indsigt og humor et overblik over himmelrummet fra Solsystemet og ud til de fjerneste galakser og over universets udvikling fra Big Bang og frem til i dag.
Hun gør os klogere på en række fænomener fra meteoritter til mørk energi og tyngdebølger. Desuden får vi et indblik i, hvor forskningsfronten befinder sig i dag, og hvordan vi er kommet dertil.
Anja C. Andersen er en af landets mest fremtrædende formidlere af naturvidenskab. Hun har blandt andet modtaget Rosenkjærprisen fra DR, som bliver givet for at formidle komplicerede emner, så de bliver tilgængelige for et bredere publikum.
> 08. januar
KAROLINA BOGUS
Koncertpianist
Chopin – manden og musikken
Karolina ta’r os med på en musikalsk rejse med ord og toner gennem Chopins liv og virke, fra ungdommen i Warszawa, til salonerne i Paris og opholdet på Mallorca. Vi skal høre en række af hans mest kendte og elskede værker, føres ind i forståelsen af manden, komponisten, og den tid han levede i.
Foredragskoncerten vil bl.a. byde på Regndråbepræludiet, Minutvalsen og Den Heroiske Polonaise.
Karolina Bogus er født i Polen og uddannet fra Paderewskti Academy of Music i Poznan, Polen. I 2001 blev hun af det polske kulturministerium tildelt Cirius-legatet til videre studier på Det Fynske Musikkonservatorium, og senere blev hun optaget i solistklassen samme sted.
Karolina Bogus har optrådt som solist med Odense Symfoniorkester, spillet ved Musikhøst og Pulsar festivalerne samt ved koncerter i Danmark, Norge, Sverige og Polen.
> 15. januar
IMRAN RASHID
Speciallæge, innovationschef og forfatter
Sluk
Om at overleve i en digital verden.
Mere end nogensinde er der brug for viden om, hvad de massive digitale mængder information betyder for vores hjerne og krop. Og ikke mindst hvordan vi beskytter vores helbred i en digital brydningstid.
Imran Rashid har undersøgt, hvad det betyder for den fysiske og mentale sundhed at leve livet online og filtrere massive mængder data gennem hjernen.
Imran giver os et vigtigt indblik i, hvordan digitaliseringen påvirker hjernen, kroppen, mennesket, familierne, virksomhederne og samfundet. Og han forklarer, hvorfor vi er nødt til at handle, før det er for sent.
I foredraget giver han sit bud på, hvordan vi genvinder kontrollen over vores digitale liv og i stedet bruger tid på det, der er vigtigt for vores sundhed og livskvalitet.
> 22. januar GERT TINGGAARD SVENDSEN
Professor
Tillid
”Tillid” handler om det, man kan kalde social tillid. Altså tillid til samfundets institutioner og borgere i almindelighed. Gang på gang vinder Danmark verdensmesterskabet i tillid.
I Danmark stoler 78 procent af os på de fleste andre mennesker. I Brasilien 5 procent. Verdensgennemsnittet ligger omkring 25 procent. Gert Tinggaard Svendsen mener, at vores store tillid skyldes, at vi har et velfungerende statsapparat og et velfærdssamfund, hvor der bliver taget hånd om de svageste. Folk betaler deres skat, fordi de ved, at naboen også gør det, og de føler sig sikre på, at pengene ikke ender i lommerne på korrupte embedsmænd.
Tinggaard Svendsen betragter denne tillid som et råstof. Den gør den danske økonomi mere stabil i krisetider og giver større produktivitet, end landets ressourcer ellers skulle berettige til. Han udtrykker det enkelt: ”Kontrol er godt, men tillid er billigere”! Men tilliden er truet af faktorer udefra.
> 29. januar
RUNE LYKKEBERG
Chefredaktør
Langsomme samtaler
Fra efteråret 2020 og gennem hele 2021 har Rune Lykkeberg talt med 41 internationale intellektuelle om klima, frihed, ulighed, kapitalisme, demokrati, racisme – om verdens tilstand.
De langsomme samtalers præmis er, at der er en forbindelse mellem ideer og magt. ”Langsomme samtaler” er 41 bidrag til den fælles påtrængende samtale om, hvordan vi ændrer verden – også selv om det går langsomt.
Men har sådanne personers tanker overhovedet en chance i kampen om opmærksomhed? Hvordan ser Lykkeberg sammenhængen mellem ideer og magt?
> 05. februar
Aktuelt
Med denne ”emneløse” eftermiddag har vi igen ønsket at være åbne overfor aktuelle emner, der dukker op i løbet af sæsonen. Nogle foredragsholdere vil ikke binde sig så langt frem i tiden, andre har endnu ikke besluttet, om de vil holde foredrag og i hvilke perioder.
Verden og samfundet forandrer sig hurtigt, nye temaer opstår, nye personer dukker op. Derfor denne dag, som vi ikke ”behøver” at planlægge før i januar måned.
> 19. februar TOM BUK-SWEINTY
Forfatter og foredragsholder
Safari fra helvede
Tom Buk-Swienty ta’r os med på safari – til helvede – og fortæller en utrolig beretning om 30 sønderjyder i det tyske kejserriges tjeneste i 1.verdenskrig, der forklædt som danske sømænd bliver sendt på en hemmelig mission til kolonien Tysk Østafrika (Tanzania). Foran sig har de på et maskeret skib 25.000 sømil, Atlanterhavet, Kap det Gode Håb – og mod sig Royal Navy.
Senere følger en flere tusinde kilometer fodrejse gennem det afrikanske vildnis, hvor sønderjyderne ender som jaget vildt.
Udover de ydmyge sønderjyder, der er tvunget med i krigen, afrikanerne, som måtte udstå ufattelige lidelser, hører vi også om verdenshistoriske personligheder som Winston S. Churchill og den legendariske tyske general Paul von Lettow-Vorbeck, kendt og berygtet som ”Afrikas løve”.
> 26. februar
ANNE SKARE NIELSEN
Fremtidsforsker, forfatter, foredragsholder og partner i Universal Futurist.
Væk din Fremtidssans
Hvis du nogensinde har følt dig forvirret over hvilken retning, du skal tage ind i fremtiden, så møder du nu den rette person.
Anne Skare Nielsen er en tornado, som kan løfte dig op og udvide din horisont, så du kan træffe dine egne beslutninger baseret på fremtidens mange muligheder.
Anne er en af verdens førende fremtidsforskere. Med sine store interesse og viden indenfor radikal forandring og transformation af tankegang, er hun i høj kurs som foredragsholder og provokatør over hele verden.
Hendes hjerte ligger hos de mennesker, der ’kan og vil’: ”De, der tør være passionerede for, hvad de gør – og som ved, at hårdt arbejde aldrig går af mode”.
Annes vision er at vinde Nobels Fredspris ved at lære så mange mennesker som muligt, hvordan de forudser fremtiden. For så bliver man nemlig aldrig bange for den igen.
”I fremtiden er det vigtigt at have overskud. Og de, der har overskud, skal dele ud af det. Fra nu af gælder det om at lave et spil, som alle kan vinde, uden at nogen taber”.
”Travlt får dig frem. Trivsel får dig hjem”. Og så er Anne født og opvokset i Vejle.
> 04. marts SØS MARIE SERUP
Politisk kommentator – TV2 og BT
Den politiske situation
Et foredrag hvor Søs fortæller om den aktuelle politiske situation. Personer, temaer, styrkeforhold, strategier og et bud på fremtiden, krydret med anekdoter, eksempler og levende dialog.
Søs Marie Serup er en af Danmarks skarpeste politiske iagttagere og har været helt tæt på magten som rådgiver for tidl. statsminister Lars Løkke Rasmussen i hans første regeringsperiode. Som foredragsholder giver Søs Marie Serup et skarpt, humoristisk og indholdsrigt indblik i en ellers lukket verden, som hun både elsker og revser.
> 11. marts RASMUS SKOV BORRING
Pianist, komponist og foredragsholder
Sangeftermiddag
Kom og syng med, når Rasmus Skov Borring inviterer indenfor i sit arbejde med formidlingen af den danske sangskat. Rasmus præsenterer både velkendte og nye sange fra Højskolesangbogen. Sangforedraget åbner op for såvel baggrunde for sangene som Borrings værkstedsarbejde omkring at komponere nye fællessange – bl.a. i samarbejde med digter Jens Rosendal, som han har arbejdet sammen med i syv år.
Rasmus Skov Borring modtog i 2019 N.F.S. Grundtvigs Pris og blev i 2022 nomineret til hovedprisen ved Artbeat Prisen for sit arbejde med at formidle fællessangstraditionen både i Danmark og i udlandet. Han er komponist bag sangen ”Gi’ os lyset tilbage”, som netop er blevet optaget i Højskolesangbogen sammen med flere af hans andre sange.
> 18. marts RASMUS KRATH
Eventyrer og foredragsholder
Colombia
Rasmus Krath har rejst tre måneder i Colombia med en splinterny lille
drone, som blev sendt i luften utallige gange undervejs på rejsen og har hjembragt film og fotos, der giver et helt nyt perspektiv på det at rejse – og et rejseforedrag.
Sammen med stillfotos fra Rasmus’ spejlreflekskamera præsenteres vi for et nutidigt og alsidigt Colombia – lige fra Stillehavskysten over bjergene i midten af landet, ind i regnskoven og op til det Caribiske Hav og storbyen Cartagena – en af verdens flotteste byer.
Rasmus fortæller Colombias historie – fra den spanske kolonisation og op til nyere tid, hvor den berygtede narkobaron Pablo Escobar terroriserede landet i 1980´erne, indtil hans død i 1993.
Vi møder Colombias folk, kultur og får Rasmus’ bud på, hvor det smukke, men stadige borgerkrigsplagede land er på vej hen.
Alt sammen krydret med god musik og tilsat visuelle effekter på lærredet – så læn dig tilbage og bliv forført af et af klodens mest betagende, men også komplekse lande.
Undervisningssted
Praktisk information
- Hold nr:
- 1-2023
- Status:
- Venteliste
- Første møde:
- 11.09.23 kl. 13:30
- Sidste møde:
- 18.03.24 kl. 13:30
- Mødegange:
- 20
Pris
- Almen
- DKK 1780,00