Kunst

Kunsthistorien 8. sæson

signe.jpg

Signe Jacobsen

HOLD 9:

KUNSTHISTORIEN 8. SÆSON
Tid: tirsdage kl. 10-12. Sted: Bygningen, Ved Anlægget
Pris: 4 formiddage kr. 490 kr. inkl. kaffe / 1 foredrag kr. 145
Med: Signe Jacobsen, Kunsthistoriker, mag.art.




26. februar 2019
Fra Cézanne til kubismen
Cézanne (1839-1906) startede ud i impressionismens flygtige sanseindtryk, men fortsatte af helt nye veje, hvor kompositionens fasthed og de geometriske former står for billedkunstens eviggyldighed. Han bliver den store inspirator for det 20. århundredes første årtier og den moderne kunst. Vi ser på den første umiddelbare inspiration på Picasso og Braque, der formulerer kubismen med afsæt i Cézanne. Vi ser desuden nærmere på den tidlige Picasso (1881-1973).


12. marts 2019
Fauvisme og tysk ekspressionisme
Matisse (1869-1954) og de franske kunstnere i kunstnergruppen fauvisterne opdyrkede farven med skønhed og dekorativ effekt for øje, mens fotografisk lighed blev nedprioriteret. Den tyske ekspressionisme lod sig inspirere af Matisse, Munch og van Gogh og opdyrkede farvens udtrykskraft i mere sjælelig urolig retning. Vi skal se nærmere på kunstnergrupperingerne Die Brücke og Blaue Reiter med navne som: Ernst Ludwig Kirchner, Franz Marc, Kandinskij m.fl.


26. marts 2019
Paula Modersohn-Becker og Emil Nolde
To store tyske enere og ekspressionister, Paula Modersohn-Becker(1876-1907) og Emil Nolde (1867-1956), fortjener særlig omtale. Begge arbejdede i høj grad isoleret med deres kunst. Nolde langt fra kunstens parnas. Modersohn-Becker var tilknyttet den naturlyriske Worpswede-gruppe, men var yngre end disse malere og fandt sin egen vej ind i kunsten inspireret af sine Parisophold og mødet med den moderne kunst her.


9. april 2019
England i begyndelsen af det 20. århundrede
I England tager den moderne kunst i begyndelsen farve af kontinentets kunstretninger, men samtidig får den et unikt engelsk præg. Vi ser på søskendeparret John: den indadvendte og tyste Gwen John, og den uortodokse Augustus John, der maler sine koner og bliver portrætmaler. Helt specielt engelsk er den litterære, højintellektuelle, kunstneriske og overklasseprægede Bloomsbury-gruppe, hvor Virginia Woolf og hendes søster, billedkunstneren Vanessa Bell var centrale figurer i et stort hold af kunstnervenner, ægtemænd og elskere i en grødefuld bohemeagtig atmosfære.


TILMELDING:
Klik her for tilmelding til arrangementer.

Tilknyttet Dansk Oplysnings Forbund dof